DK EN Translated by machine

CE-mærket er en EU-opfindelse, hvormed en producent eller importør af et produkt til EU garanterer, at produktet overholder EU's standarder for varer af pågældende slags. Et CE-mærket produkt fremstillet i eller importeret til et EU-land kan frit videresælges på tværs af EU-landenes indbyrdes grænser.

Et fritidsfartøj skal have et CE-mærke, hvis det (kort fortalt) har en længde på mellem 2,5 og 24,0 meter, og det er nyere end 16. juni 1998, dvs. bragt på markedet eller taget i brug i Danmark eller et andet EU-medlemsland efter denne dato. Du kan typisk se CE-mærket på et skilt i bådens cockpit.

Har et fritidsfartøj et CE-mærke, er det (eller bør det være) en garanti for, at visse sikkerhedskrav er opfyldt, fx vedrørende skrogets konstruktion, batteriet, motoren, havari og brand. Mærket er ikke en generel kvalitetsgaranti.

Det enkelte CE-mærke baserer sig på en overensstemmelseserklæring (Declaration of Conformity), som Sikkerhedsstyrelsen kan forlange at få forevist. Så sørg for at få denne erklæring med, når du køber båd.

I den våde verden er det ikke kun lystfartøjer, der skal CE-mærkes. Det skal fx også vandscootere, jetski, kanoer, kajakker og surfbrætter.

Det er ulovligt at sælge din båd, hvis den skulle være, men ikke er CE-mærket. Du risikerer bødestraf og (ret teoretisk) det, der er værre, navnlig hvis du er fabrikant, importør eller forhandler. Som sådan risikerer du ydermere et erstatningskrav eller en ophævelse af handlen, hvis en forbruger købte af dig uden at kende til kravet om CE-mærkning eller i tilfælde af uheld med båden.

Beskadiger eller ødelægger du din ikke-mærkede båd, risikerer du tilmed, at dit forsikringsselskab stiller sig på bagbenene.

Pligten til at sikre sig, at CE-mærkning er foretaget eller foretages, gælder lige fuldt for erhvervsdrivende og forbrugere, der importerer eller sælger et fritidsfartøj. Forsøger du at importere en båd uden CE-mærke, risikerer du ikke kun problemer med en køber og Sikkerhedsstyrelsen, men også med Toldstyrelsen.

Ud over CE-mærket skal både, der er yngre end 1998-datoen, i øvrigt have et skrognummer eller identifikationsnummer (Craft Identification Number eller forkortet CIN). Det er en kode, som giver dig praktisk vigtige oplysninger om fx oprindelsesland, værft og byggeår. Nummeret skal være placeret på højre side i bådens agterende. 

Ældre både har ofte som identifikation en "nummerplade" placeret nogenlunde samme sted på båden. 

Du kan læse mere om CIN-koden, og hvordan du tyder den, på Søfartsstyrelsens, Sikkerhedsstyrelsens og forskellige sejlerforeningers hjemmesider.

Universadvokater - når rigtigt er vigtigt

Den første snak koster ikke noget.

+45 89 34 35 36
mail@universadvokater.dk

Vestergade 3, DK-8000 Aarhus C
Havnepladsen 2A, DK-5700 Svendborg

Kontakt os
Vores hjemmesider