Nyheder
En af vores bådsager
En dansk bådejer overførte 3 % af ejerskabet af sin båd til et tysk selskab. Det tyske selskab tegnede en kaskoforsikring for båden hos et tysk forsikringsselskab. Efterfølgende opstod der skade på båden, og den danske bådejer valgte at anlægge sag mod det tyske forsikringsselskab ved hans hjemting i Danmark. Det tyske forsikringsselskab procederede på, at sagen skulle anlægges i Tyskland og påstod derfor sagen afvist.
Højesteret vurderede, at den danske bådejer ikke kunne betragtes som forsikringstager, men derimod som sikret i henhold til forsikringsaftalen. På baggrund af retspraksis fra EU-Domstolen vedrørende artikel 11 og 15 i Bruxelles I-forordningen, fandt Højesteret, at den danske bådejer ikke var bundet af en værnetingsklausul om tysk værneting, som var aftalt mellem det tyske selskab og det tyske forsikringsselskab, da begge parter havde hjemsted i Tyskland. Sagen kunne derfor anlægges i Danmark.
Denne sag illustrerer de komplekse juridiske spørgsmål, der kan opstå i forbindelse med internationale forsikringsaftaler og værnetingsklausuler. Det er vigtigt for bådejere og virksomheder at være opmærksomme på de juridiske konsekvenser af sådanne aftaler og at søge juridisk rådgivning for at navigere i disse komplekse forhold.
Advokat David Hermansen førte sagen på vegne af den danske bådejer, og i Højesteret var bådejeren repræsenteret af advokat Gitte Nedergaard, begge partnere i universadvokater.
Højesteret skulle ved en senere afgørelse i samme sag, hvor advokat Gitte Nedergaard også repræsenterede bådejeren, tage stilling til, om sagen skulle behandles efter tysk eller dansk ret.
Højesteret fandt, at aftalen mellem det tyske selskab og forsikringsselskabet om valg af tysk ret ikke var bindende for den danske bådejer. Det blev imidlertid noget andet, der blev afgørende for udfaldet:
Lovvalget skulle afgøres efter Rom I-forordningens artikel 7, stk. 2, 2. led eller artikel 7, stk. 3, 2. led. Begge bestemmelser ville føre til, at sagen skulle afgøres efter tysk ret. Artikel 7, stk. 2, 2. led, om store risici sagde, at sagen skulle afgøres efter loven i den medlemsstat, hvor forsikringsgiveren havde sit sædvanlige opholdssted. Artikel 7, stk. 3, 2. led, bestemte, at sagen skulle afgøres efter loven i den medlemsstat, hvor risikoen er henhørende på tidspunktet for aftalens indgåelse, hvilket for transportmidler er den medlemsstat, hvor registrering er sket.
Det ændrede ikke på resultatet - tysk ret - at den danske bådejer havde bopæl i Danmark, og at båden lå i en dansk havn.